En forrygende festival er ovre og selv de mest ihærdige festivalgængere og frivillige, er efterhånden begyndt at vågne op igen. Vi har lagt nogle billeder op fra årets festival. Se dem her! Senere vil der også komme billeder fra de forskellige forestillinger. Vi er i den fantastiske situation, at vi har fået så mange dejlige billeder, at det tager noget tid at vælge de bedste ud. Så hav tålmodighed!

En stor tak skal lyde til alle der var med til at gøre QuongaFest 2010 den mest succesfulde nogensinde! Vi håber at se jer alle næste år, når vi selvfølgelig gør det hele igen – bare endnu bedre!

Tak for nu og på gensyn!

’Det var så det, det var det hele. Det’ lidt mærk’ligt, ikke sandt?’ som der engang blev sagt. Eller sunget.

Efter fire dage med fuld knald på  teatret, musikken og dansen, får vi nu snart tid til at smide os i vores bedste stol, og tænke over alt det vi har oplevet på QuongaFest 2010. Samlet her er nogle perler, spørgsmål, livsfilosofier og tanker, undertegnede i hvert fald vil tage med sig fra de anmeldte forestillinger:

Hvis de to forældre henholdsvis har navnene Silke og Thorleif i tankerne som potentielle børnenavne, er det så det samme barn, de taler om? (Måltid)

’Vi lever fra øjeblik til øjeblik. Det er også mere overskueligt.’ – Lise Dres / Det Sorte Cirkus

’Livet er farligt at leve. Der er aldrig nogen, der er sluppet levende fra det.’ – Michael fra Flugten fra Violhaven

Hvor ligger den gyldne middelvej og balancen mellem kønnene? (Hvorfor Krydsede Feministen Vejen?)

Man kan godt spille ’Hvem kan segla forutan vind’ på en violin med to strenge. Sådan næsten da. (Mytomani)

’Oh, it’s you. I thought it was someone with blood… crazy old whore.’ – Count Dracula i LadysRobe

‘Happy birthday to you, happy birthday to you, happy birthday to you-u, now you are the cow.’ – Zamok i The Puppet State

Ludo er ligesom livet. Spillerne er Gud, brikkerne menneskene. Terningen er skæbnen, der bestemmer hvad der skal ske, mens lykken er at stå på globus. (Come Fly With Me)

Man skal bruge 10,5 deciliter mel til pandekager. For man skal aldrig gå sulten i seng. Men altid tørstig. (Saudade)

’Jeg bliver aldrig til noget. Jeg kan kun hoppe og det kan alle’ – Nanna i ArtistTalk

Er fisse lig med fred? (Når Mænd De Græder)

’Er du klar over, hvad det vil sige at have en dame i huset? Varm mad. Varm sovs. Varme frikadeller. Pudsede ruder og spredte ben. Duften af nyvasket hår og vrøvl og sludder til det ringer før ørerne. Du har fanme kvajet dig!’ – Jørgen i Flugten fra Kommunen.

’Vi har øl. Vi har fisse. Hva’ mangler vi? Vi ku’ godt bruge noget hornmusik…’ – drengene fra Mejeriet

Tak for i år. It was QuongaLicious.

Ida Maria Forster Kristensen

Anmeldelse

Drengene fra Brørup er blevet store og er flyttet til Århus. Her lever de livet på SU, med damer, bajer og ’rapmusik’. Tilbage i Brørup står et par lokale bønder på torvet, du ved, nede ved sparekassen, tanken og Brugsen, og snakker om, hvor de ’knæjtrøve’ egentlig er blevet af. Så de drager af sted mod storbyen for at finde Brørups fortabte sønner – og give dem et råd eller to med på vejen om hvordan man bekæmper tømmermænd og kærestesorger.

Mejeriet leverede halvanden times solid underholdning, i en herlig blanding af dansk, skarpsindig rap, fede beats, drengerøvshørm og (ufrivillig?) bonderøvs-stand up.

Salen kogte i mere end en forstand, mens drengene fra Mejeriet med spiddende rim og et hæsblæsende tempo delte med os, hvordan det er at flytte ”fra halm i træskoen’ – til tyske filosoffer over espresso’en.”

De rapper om livet som studerende, mad, mødet med svigerfamilien, sex, kærestesorger, den sure underbo og transvestitter. Og det vilde rap-star-liv som stjerne i MilkyBoys. Lige indtil bonderøvene fra Brørup når frem, finder dem i deres bling bling og falske facade og giver dem en stor skideballe.

Mejeriet har glimtet i øjet, skarpe tunger og nu også en teaterkoncert. Og de ser i øvrigt virkelig ud til at elske det, de laver. Deres selvironi og humor i teksterne smitter af på publikum, der rokker med i sæderne og jævnligt griner højt. Lørdag aften til QuongaFest 2010 havde de i hvert fald ’det de unge vil have’, og vi er sikkert mange der håber, at de igen engang vil gæste Katapult til en snak om øl, fisse og hornmusik. Og en fest med bonderøvene.

Forresten bekæmpes kærestesorger og tømmermænd bedst med bajere. Sku’ æ hils’ å si’.

Ida Maria Forster Kristensen

Anmeldelse

Et af de mest skelsættende medier i verden i dag er samtidig også et af de nyeste. Det bliver kaldt ’Web 2.0’, ’sociale netværk’ og ’online communities’ eller ’online fællesskaber’. Mange synes at have nogle helt andre grænser i cyberspace end ’ude i den virkelige verden’. Det er i hvert fald nok de færreste gifte kvinder, der med sit barn på 1½ år på armen, ville henvende sig til fremmede kvinder ved et busstoppested og spørge dem til råds om parforholdets nedture og skelsættende øjeblikke.

Det er ikke desto mindre det en kvinde i forestillingen Saudade gør – altså henvender sig til fremmede mennesker og deler de mest intime detaljer om dit privatliv med dem og beder om deres meninger og råd. Det sker bare på nettet, og så virker det pludselige ikke upassende.

Stykket Saudade behandler elegant og lige på, den måde mange mennesker i dag bruger de sociale netværk på. Mange deler ting med ’online-venner’, de aldrig ville sige til hverken venner eller familie. For andre er nettet som en kærlighedsportal. For andre igen er nettet et sted at råbe vagt i gevær, når nogen bliver uretfærdigt behandlet. Og der er sikker også rigtig mange, der bare læser indlæg på nettet for at se, at andre har det som dem selv, men som aldrig selv ville skrive noget. I alt fem forskellige historier med fem forskellige hovedpersoner, fortæller hver en historie baseret på faktiske blogs, datingprofiler og debatindlæg, som gruppen GoEatsBox har fundet på internettet.

Skuespillet er overvældende autentisk og troværdigt, både når skuespillerne har ’hovedrollen’ i en af de små historier, som angst, kærlighedssøgende eller usikker eksistens, men i mindst lige så høj grad, når de indtager en birolle, for eksempel som drager og katte, der kæmper med lyssværd. Eller som kontrollerede, tidspressede socialarbejdere.

Et rigtig godt stykke, der forener det nyeste, mest moderne medie med et af de ældste medier i verden. Web 2.0 som teater. Fremført med hudløs ærlighed, kærlighed og katte.

Ida Maria Forster Kristensen

Anmeldelse

Arla er næppe begejstrede for det store antal mælkekasser, der står stablet op ad bagvæggen i Fjuks’ lejlighed som reoler. Men siden Kommunen er lige glad med det, er det ikke noget, der bekymrer Fjuks.

Flugten fra Kommunen er et absurd fantasistykke om kærlighed, tillid og tilgivelse. Karaktererne er lidt lige som dem i mange danske børne- og ungdomsbøger, og lever lige som dem i en verden der til dels minder om vores, men alligevel har helt sit eget univers. Og deres helt eget syn på livet; lidt firkantet og meget naivt.

Historien er bygget klassisk op med helte, skurke og hjælpere, men er alligevel totalt uforudsigelig. Den er spændende og sjov – både fordi de specielle karakterer nogle gange siger eller gør ting, der ikke virker ’normalt’ for os, og fordi man ikke helt er med på, hvad der er muligt i dette univers. Når mælkekartoner for eksempel kan være et vækkeur og regel nummer 345 siger, at man kun må bage kager med bær i, hvordan skal man så forholde sig til et dramatisk forløb?

Men man finder sig lynhurtigt til rette i Fjuks’ stue, og man falder omgående for den generte, nærmest autistiske drømmer, og den friske, spændende pige, der ganske uventet banker på døren, bløder ham op og bliver gravid. Af at sofaen står omvendt et minuts tid eller to.

De to passer ikke ind i det regelrette samfund, Kommunen har dikteret. Men de passer sammen og drømmer sammen om at tage til Fyn og lede efter rav. Med deres barn Rodehoved.

Scenografien er unik og spændende, skuespillerne er gode og sjove og manuskriptet udfordrer og underholder hele vejen igennem.

Det er svært at sige mere om Flugten fra Kommunen, fordi den i så høj grad har sit helt eget univers, og det er som om, at alt hvad der sker i stykket passer i universet. Men hvem ved? I hvert fald virker det som den rigtige beslutning at stikke af fra Kommunen. Med sin unge i en rød spand. Med fremtidsplaner om at bo på en mark. Og at trampe i kokasser er den eneste ambition på Rodehoveds vegne.

Flugten fra Kommunen er bare rigtig skæv og sød.

Ida Maria Forster Kristensen

Anmeldelse

De to skuespillerinder i Artist Talk kunne virkelig lige så godt være to skuespillere og veninder, der sidder som scenen er sat; foran et publikum efter en fælles forestilling, et langt venskab og en nylig omstændighed der har ændret begge deres liv.

Lige fra starten er spændingen tyk mellem de to nærmest dimentrale modsætninger; københavneren og jyden. Kynikeren og romantikeren. Hende der har alle sine følelser under kontrol og hende der tør være sårbar.

Forestillingen tager smukt hånd om det skrøbelige venskab og holder tempoet højt, blandt andet ved at springe i tid og vise scener fra den just overståede forestilling ’Kasse, Boks, Æske,’ på bagvæggen. Og så er det super godt tænkt og godt ført ud i livet, at pigernes tøj kan ændres på så mange måder, at man kan se, om vi nu er tilbage i 90’erne (med ’Baby, don’t hurt me, don’t hurt me nomore’ pumpende i baggrunden), eller om vi er til træning mellem prøverne på skuespillernes stykke.

Man lærer i løbet af den time forestillingen varer begge piger at kende, og man ser det slå gnister mellem dem, da de øver en koreografi til ’Kasse, Boks, Æske’ og nærmer sig andet og mere end venskab. Men fordi man lærer pigernes karakterer så godt at kende, er man sig også smerteligt bevidst om, at selv om begge piger måske i virkeligheden føler det sammen for hinanden, så er det kun en af dem, der tør være ærlig overfor veninden og sig selv.

Artist Talk er bygget op efter alle kunstens regler og går rent ind. Stykket er varmt, sjovt og hjerteskærende, fordi man et kort øjeblik aner håbet. Man sidder tilbage med en klump i halsen og ondt i maven, da venskabet falder fra hinanden. Men man sidder også med et smil på læben, fordi det hele bare var så godt lavet. Også af ’de fede folk bag scenen’.

Ida Maria Forster Kristensen

Anmeldelse

Årets yngste QuongaGruppe var N.COGNI2, der sikkert og gennemført optrådte med stykket ’Come Fly with Me’ på Rosenteatret.

Ti unge mennesker er blevet håndplukket af instruktøren til arbejdet med stykket der handler om en flyvetur og om livet. Og lidt om ludo. Selv om de går i 8.-9. klasse opfører dig sig alle sammen som om de har lavet teater i mange år.

De er søde og smilende alle sammen, og lige fra man bliver budt velkommen og vist på plads af de venlige stewardesser føler man sig i godt selskab og tryg ved den kommende flyvetur.

Forestilling er meget afvekslende og gled lørdag eftermiddag helt gnidningsfrit og professionelt næsten hele vejen igennem. Tanken bag at sammenligne en flyvetur med livet fungerer også rigtigt godt, især suppleret med de unge pigers visdomsperler, der dog engang imellem kan virker en smule påtaget. Men ikke desto mindre var de sjove hele vejen igennem, lige fra de første spæde skridt i livet, da flyet lettede og alle lænede sig tilbage og lavede lette-lyde, til de landede og metaforisk stod ansigt til ansigt med døden.

Der var rigtig mange gode idéer, der gjorde stykket specielt. Idéer som overraskede og gør, at man kan huske Come Fly With Me; eksempelvis da den typiske smøre om, hvor nødudgangene befinder sig og så videre blev danset. Eller da fem af de unge piger lavede en V-formation og kvakkede og bevægede sig som svaner, mens to af dem diskuterede, hvor meget man egentlig selv bestemmer på en flyvetur – altså hvor mange rammer der egentlig er fastsatte for én i livet. Derudover fungerede deres papplader båret rundt på scenen som lærred for billeder af fly og tegneserier af flystyrt godt. Og billedet af et brændende World Trade Center fik i hvert fald folk til at vågne op.

Alt i alt var Come Fly With Me en dejlig oplevelse, hvor man ikke bare fik lov til, men næsten ikke kunne undgå  at bruge lidt tid på at tænke over, hvordan vi bruger vores liv så længe vi har det.

Ida Maria Forster Kristensen

Anmeldelse

Stykket ’Når Mænd Græder’ giver begrebet selvironi en helt ny dimension. Tre mænd tilfældigt placeret i salen, melder sig syngende under ’de værdiløse mænds’ fane. Men oppe på scenen kan de lige pludselig ikke få fortalt på nok forskellige måder, hvad de kan, hvor intelligente, stærke, succesrige og ikke mindst mandige de er. Facaden bliver tykkere og tykkere ind til den til sidst krakelerer og lader tre mænd siddende tilbage, med ikke mere at sige end sandheden; ’Jeg er bange for at blive afvist’, ’jeg tør ikke gøre hvad jeg har lyst til’ og ’jeg har en lille penis.’

Den absurde konkurrence de tre mænd imellem kunne kun eskalere og ende i nedbrud, for de tre mænd har ikke samme syn på, hvornår man er en rigtig mand. Derfor har de heller ikke de samme mål.

Stykket kredser hele tiden ironisk, lystigt og fandenivoldsk om spørgsmålet; ’Hvad er en rigtig mand?’ Hele salen skreg af grin utallige gange, og når stilheden i højere grad herskede, eller lige før et grin brød igennem, hørtes tit en undertrykt fnisen i salen. De Grædende Mænd nåede både fysisk og mentalt langt ud over scenekanten.

Alle tre af De Grædende Mænd leverer en solid performance og er både så mandehørmende kvalme og så søde og sårbare, at man simpelthen ikke kan lade være med at holde af dem. Og så er de selvfølgelig alt andet end værdiløse mænd.

Ida Maria Forster Kristensen

Anmeldelse

(OBS! Læs den ikke, hvis du endnu ikke har set stykket!)

Alene det, at man som publikum ikke bare bliver gennet ind på rækker af opstillede plasticstole for at se en forestilling, gør LabLabs Måltid til noget specielt. I grupper af ti bliver Quonga-deltagerne sendt til en typisk to-værelses lejlighed i Århus C. Man har på forhånd fået at vide, at man endelig ikke må sætte sig ved spisebordet, men at man ellers bare skal føle sig hjemme i stuen.

I løbet af de næste 45 minutter bliver de lidt tøvende publikummer fluer på væggen ved en middag for fem. Emma Gads barnebarn (at dømme ud fra hendes tanker om manerer, pli, bordpyntning og hvad man kan tillade sig, når man er inviteret på middag) er for nyligt flyttet til Århus og har inviteret to veninder på besøg i den lejlighed, hun har fremlejet – og på ingen måde er tilfreds med. Da alle fem har sat sig til bords, venter man som publikum på at finde ud af, hvorfor der er sådan en anstrengt stemning ved bordet. Det hjælper selvfølgelig ikke at værtinden er bitchy og den ene venindes nye kæreste bæller den dyre vin, men man kan mærke, at der i hvert fald er én, der har lig i lasten. Eller urent mel i posen. Eller noget med nogle ugler i en mose.

Nogen egentlig forløsning får man ikke, og den helt tilspidsede situation, der truer med at sprænge høflighedens rammer, som alle hidtil har været underlagt, udebliver. Desværre. Men man er godt underholdt og får nogle gange lyst til at blande sig i samtalen omkring spisebordet. Eller snuppe sig et glas vin og en portion gullaschsuppe.

Derudover kan man som publikum identificere sig med en eller flere af personerne omkring bordet, som giver oplevelsen en ekstra dimension, udover den specielle ’scene’. For man føler virkelig, at det ikke er fem (spirende) skuespillere, der sidder om bordet, men at det er personer med en reel relation til hinanden. Og hvis man ikke synes at kunne kende sig selv i enten pernittengrynet, den håbløse romantiker, løgnhalsen eller en af de andre, så har man med garanti en ven, den givne karakter kunne være hentet fra.

Den personlige identifikation og det at sidde ’i nogens lejlighed’ gør Måltid til en helt speciel oplevelse. De troværdige, hurtige og sjove skuespillere gør det mindeværdigt. Og at se det stridslystne par kramme hinanden uden for lejligheden er prikken over i’et.

Ida Maria Forster Kristensen

Anmeldelse

En stille, rystende ung kvinde går på scenen. Angiveligt for at spille ’Hvem kan segla forutan vind’ på en violin med to strenge. Forståeligt, hvis hun er nervøs. Og hun udskyder da også gang på gang nummeret med anekdoter om veninden, hun kalder ’Snehvide’. Om alle de vilde ting Snehvide har gjort, alle de kendte mennesker hun har haft sex med og hvordan hun har tabt 13 kilo og taget dem på igen – uden nogen opdagede det.

Performancestykket handler om mytomani. Mytomani er en sygelig trang til at fortælle opdigtede historier, hvilket man efter ganske kort tid ikke er i tvivl om at Snehvide er mester i.

Man er heller ikke i tvivl om at den unge kvinde på scenen ikke har meget tilovers for venindens trang til at lyve sig mere spændende end hun er. Der bliver ikke taget kærligt på mytomanernes problem og publikum griner mere af Snehvide end med hende. I starten føles forestillingen lidt som en ironisk distancetagen til et personligt problem, der måske er lettere at lave grin med, end at være ked af. Og da kunstneren på scenen fortæller, at hun ikke kender Snehvide falder brikkerne på plads. For hun har nemlig boet sammen med Snehvide og burde kende hende, men er hele tiden blevet holdt på afstand med løgne.

Og først dér går det op for en, at den unge kvinde har en reel grund til at tage fat i fænomenet mytomani, og ikke bare er faldet over noget, der er let at gøre grin med.

For grinet, det bliver der. Ofte og højt. Desværre har den unge kvinde, der tæsker rundt på scenen ofte også selv svært ved at holde masken. Og det forstyrrer hele illusionen af hende som karakter, der selv har følelser investeret i Snehvide og hendes løgne. Nogle gange minder hun mest af alt om en fuld tante til en familiefødselsdag, som ingen rigtig orker at afbryde.

Heldigvis er karakteren, der fortæller om sin veninde Snehvide, så karikeret nervøs og usikker, at det i hvert fald det første stykke tid godt kunne være et karaktertræk at hun grinede af sig selv. Og heldigvis har skuespilleren en rigtig god mimik, god betoning i sine kommentarer og en rigtig god fornemmelse af, hvor publikum er og hvad de gerne vil have.

Og så kan hun altså spille ’Hvem kan segla…’ på en violin med to strenge.

Ida Maria Forster Kristensen