Det Sorte Cirkus

Anmeldelse

Efter en musikalsk regnbyge, der brat afsluttes efter en larmende storm, åbner en kvinde en lille spilledåse og slipper forsigtigt et mystisk, musisk univers ud i det stille, sorte rum. Forstærkeren brummer, spilledåsen spiller tøvende det første af ”Amacing Grace” og publikum holder vejret. Den næste time føres publikum igennem afkrogene af en ung kvindes sind, holdt i hånden af sikkert fremført musik og et afbalanceret, mystisk univers. Nogenlunde sådan var scenen sat, da Det Sorte Cirkus torsdag aften med Lise Dres i spidsen foldede sig ud på Katapult.

Umiddelbart er Det Store Cirkus banal hverdagslyrik pakket ind i og opvejet af et fantastisk og mystisk lydunivers, der er helt gennemført og afbalanceret og i stor kontrast til teksten. Men i løbet af ganske kort tid i selskab med Lise Dres føler man sig tryllebundet af universet, hvor teksten pludselig fået meget større betydning end de ord, den er sat sammen af.

Sangteksterne skildrer ikke bare en ung kvindes op- og nedture i livet, men selve livets finurlighed, skrøbelighed og energi. Understreget af et par talte visdomsord om værdien af at leve i nuet.

Det musiske univers skal opleves. Det er oftest søgende og dystert, men søger også hen mod håbet og glæden. På samme måde spænder musikken på en time over at være meditativt rolig, løssluppen vred og drilsk ungpige-agtig.

Lise Dres har en fantastisk stemme. Lidt hæs og lidt luftig, som en slags ’slebet Anisette’, og hun formår at bruge hele spektret af sin stemme. Samtidig skiftevis smyger og vrider hun sig på scenen, utroligt elegant og ekspressivt. Det er svært at sige, om hun er en fe eller en heks. Måske et sted imellem? En ’Nattens Engel’, som hun selv synger om?

Efter en absolut velbrugt time i selskab med Det Sorte Cirkus, hvor Lise Dres både har sunget tårerne frem i øjnene på os og luften ud af vores lunger, lader hun igen spilledåsen spille nogle tøvende toner. Da de dør ud, lukker hun igen spilledåsen om det mystiske univers. Det enligt blafrende stearinlys pustes ud og igen hersker stilheden.

Ida Maria Forster Kristensen

Hvorfor krydsede feministen vejen? Scener fra et par forhold

Anmeldelse

Fire karakterer, tre skuespillere, to parforhold og én scene. Hvordan fungerer parforhold i dagens Danmark? Har kvinderne fået for meget magt? Er det vores partners skyld, når vi har det dårligt? Spørgsmålene er mange og rollerne ridset næsten ulideligt tydeligt op, når Teaterkollektivet HoiT går på scenen med stykket ’Hvorfor krydsede feministen vejen? Scener fra et par forhold’. Stykket kredser om problemerne ved at finde fælles fodfæste i et forhold, hvor der er plads til alle. Kvinder, mænd og pomo-seksuelle. Altså ’postmoderne seksuelle’.

På scenen møder vi to par; Andreas, der har en depression, forstoppelse og seksuelle problemer, og som synes hans kæreste Eva er en kælling. Det andet par består af Andreas’ ven Bjarke, der elsker sin kæreste Freja, selv om hun sommetider tager ham med en strap-on. Andreas har meget travlt med at overbevise Bjarke om hvor dårligt Freja behandler ham, mens Bjarke synes at have accepteret vilkårene hans kæreste har bestemt. Det bliver hurtigt tydeligt, at Andreas’ forsøg på at få sin ven til at mande sig op og sige fra, i virkeligheden underbevidst er rettet mod ham selv.

Derfor er det også ærgerligt, at et så samtidsrelevant og spændende emne, som at finde balancen mellem kønnene i et parforhold, bliver alt for karikeret ved at både Eva og Freja er nogle kolde, beregnende, manipulerende, kontrolfikserede, og – bevares – veltalende og intelligente kællinger, mens én mand er fanden i voldsk og oprørsk, og den anden er underkuet og svag. Det kunne sagtens være sagt med mindre. Selv om den underkuede og svage viser sig at have mest nosser til sidst.

De tre skuespillere formår at bruge scenen rigtig godt. Deres eneste rekvisit er et toilet på hjul, der blandt andet fungerer som toilet, restaurantbord og opbevaringskasse for en dildo. Under mændenes samtale om deres kærester og forhold indikerer et skarpt lysskifte, om det der foregår på scenen, foregår i samtalen mellem de to venner, eller der hvor samtaleemnet har sin oprindelse – i forholdet. Det fungerer også rigtig godt og holder tempoet højt i fortællingen og interessen ved lige. Generaliseringerne af kønnene og den bramfri tone på scenen indbyder til jævnlige grin, og gør, at man føler sig underholdt og i godt selskab.  

Ida Maria Forster Kristensen

Quonga-åbningsceremoni og The Puppet State

Anmeldelse

I et hav af farver – orange og sort hovedsageligt – blev årets Quongafest skudt i gang i går, den 29. april 2010. Festen blev åbnet på Store Torv, hvor gruppen Zamok, der nok er festivallens mest internationale indslag, opførte det groteske gadestykke The Puppet State om penge, magt, fattigdom og vist også lidt om kærlighed. Gruppen havde en del udfordringer. Bl.a. at meget af dialogen gik tabt for publikum, da det enten ikke var på dansk, druknede i Store Torvs støj, eller endelig at de kæmpede med domkirkens kimen det sidste kvarter af forestillingen. Men karaktererne var rigtig gode, gennemførte og fik i højeste grad publikum med. Både til at råbe med på tilråb, grine og byde på den mand, klædt ud som en ko, der var blevet sat på auktion.

Efter endt forestilling, da ”til salg-hatten” blev givet videre til ham, der før var øverst i hierarkiet, førte gruppen Zamok de mange sammenstimlede publikummer fra Store Torv til Rosenteatret, med store armbevægelser og monotone trommeslag.

I Rosenteatrets lille sal var alt sort og orange. De blafrende stearinlys, krusene med Asti i, pynten i loftet og selv småkagerne der stod fordelt på bordene havde ’orange’ i. Efter Zamoks gadekunstnere havde ledt alle ind i teatret, fik alle de tilstedeværende grupper lov til at give en lille live-teaser for deres stykke. Indslagene spændte bredt. Fra en mand på et toilet, der blev rullet ind på scenen, råbte ”Kan du da for helvede ikke fatte at jeg skider?” og blev rullet ud igen – til en bleg kvinde indhyllet i hvidt, der ledte tankerne hen på Draculas brud, der uden et ord, men med uhyggelige smil, der blottede hendes rådne tænder, smygede sig fra scenen ned gennem publikum, mens hun delte roser ud. På roserne var en lille seddel hængt fast, hvorpå der stod ”Please be quiet. I am trying to die.”

Inden festivalen bogstaveligt talt blev skudt i gang med en bordbombe på scenekanten, faldt catch frases fra de forskellige stykker som ”Nu har jeg ikke nogen dør,” ”Hvor er det dejligt, I ville blive hængende,” og ”Det har wåt møj sjaw.”

Fascinerede, tændte og i højt humør forlod publikum Rosenteatret og spredtes for at tage del i – og skabe – Quonga.

Ida Maria Forster Kristensen