Foreningen Quonga
Quonga har pr. 04.04.2011 fået nye vedtægter og du kan læse dem her.
God fornøjelse!
Vedtægter for foreningen Quonga
§ 1 Navn og tilhørsforhold
Stk. 1 Foreningens navn er Quonga.
Stk. 2 Foreningen har hjemsted i Aarhus Kommune.
§ 2 Formål
Foreningens formål er at skabe netværk, udvikling og synlighed for scenekunstvækstlaget i Aarhus, herunder foreningens medlemmer ved:
a) at give mulighed for at få erfaringer med at deltage i kulturelt projektarbejde.
b) at give mulighed for at udfolde og udvikle sig kreativt gennem deltagelse i foreningens projekter.
§ 3 Medlemmer
Stk. 1 Enhver, som har interesse i at støtte eller deltage i foreningens formål, kan blive medlem.
Stk. 2 Ansøgning om medlemskab sker ved henvendelse til Sekretariatet.
Stk. 3 Fællesmødet kan i særlige tilfælde ekskludere et medlem fra foreningen, hvis denne skønnes at modarbejde foreningen eller foreningens formål. Dette kræver ¾ flertal blandt de fremmødte medlemmer. Afstemning om ekskludering skal varsles til medlemmerne senest en uge før fællesmødet.
§ 4 Kontingent
Stk. 1 Årligt kontingent fastsættes af generalforsamlingen.
Stk. 2 Medlemsåret følger kalenderåret.
§ 5 Fællesmødet
Stk. 1 Fællesmødet udgøres af Quongas medlemmer.
Stk. 2 Fællesmødet har beslutningsret over foreningen mellem generalforsamlingerne.
Stk. 3 Fællesmødet afholder møde mindst 6 gange om året. Sekretariatet indkalder til Fællesmødet.
Stk. 4 Fællesmødet er som udgangspunkt åbent for alle der aktivt er med til, eller ønsker at være med til, at fremme foreningens formål, men kun betalende medlemmer har stemmeret.
Stk. 5 Fællesmødet træffer beslutninger ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer.
Stk. 6 Fællesmødet er beslutningsdygtigt når der er fem eller flere medlemmer til stede, hvoraf mindst en er medlem af Sekretariatet.
Stk. 7 Fællesmødet er ikke ansvarlig for foreningens regnskab, men kan til enhver tid kræve indsigt i regnskabet (Jf. §6 Stk.8).
Stk. 8 Fællesmødet kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver. Desuden kan fællesmødet uddelegere ansvar og beslutningsrettigheder til andre, som ønsker at arbejde for foreningens formål.
Stk. 9 Sekretariatet kan omstøde beslutninger vedtaget på Fællesmødet ved flertal blandt samtlige af Sekretariatets medlemmer, dog ikke i tilfælde af at Fællesmødet kræver indsigt i foreningens regnskab, jf. stk. 6.
§ 6 Sekretariatet
Stk. 1 Generalforsamlingen vælger blandt foreningens medlemmer et Sekretariat på syv personer for et halvt år ad gangen.
Stk. 2 Sekretariatet varetager foreningens daglige drift.
Stk. 3 Møder i Sekretariatet er som udgangspunkt åbne for alle foreningens medlemmer, men kun Sekretariatets medlemmer har stemmeret.
Stk. 4 Sekretariatet fastsætter selv sine ansvarsområder med primært fokus på foreningens formål og fordeler dem internt, deriblandt altid en økonomiansvarlig.
Stk. 5 Sekretariatet er beslutningsdygtigt, når fire medlemmer er til stede og træffer sine beslutninger ved simpelt flertal.
Stk. 6 Generalforsamlingen fastsætter et rådighedsbeløb, som Sekretariatet kan benytte til den daglige drift mellem de ordinære generalforsamlinger.
Stk. 7 Fællesmødet kan efter behov, og efter en gennemgang af Sekretariatets afholdte og kommende udgifter, udvide rådighedsbeløbet fastsat i stk. 6.
Stk. 8 Sekretariatet er ansvarlig for det årlige regnskab og for at få det revideret. Desuden fører Sekretariatet foreningens medlemsliste.
Stk. 9 Sekretariatet kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
§ 7 Ordinær generalforsamling
Stk. 1 Foreningens øverste beslutningsorgan er generalforsamlingen, som består af foreningens medlemmer.
Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert halve år i andet og fjerde kvartal.
Stk. 3 Sekretariatet indkalder foreningens medlemmer til ordinær generalforsamling med minimum 14 dages varsel.
Stk. 4 Forslag som skal drøftes på generalforsamlingen, skal være Sekretariatet skriftligt i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Endelig dagsorden rundsendes til foreningens medlemmer umiddelbart herefter.
Stk. 5 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:
1: Valg af dirigent.
2: Valg af referent.
3: Halvårsberetning.
4: Økonomiberetning (herunder, i andet kvartal, det reviderede årsregnskab fra det forgangne år)
5: Indkomne forslag.
6: Fastsættelse af kontingent (i fjerde kvartal).
7: Fastsættelse af Sekretariatets rådighedsbeløb.
8: Valg til sekretariat.
9: Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
10: Eventuelt.
Stk. 6 På generalforsamlingen træffes beslutninger ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer.
Stk. 7 Der stemmes ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning benyttes dog, hvis et enkelt medlem ønsker det.
Stk. 8 Ved valg til sekretariat hvor der er flere opstillede end pladser, stemmes der altid skriftligt. Hvert stemmeberettigede medlem afgiver en stemme pr. plads der stemmes til, og maksimalt én stemme på en given kandidat. Pladserne tildeles de kandidater, der har fået flest stemmer. Ved afgørende stemmelighed er der omvalg mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer. Ved forsat stemmelighed afgøres afstemningen ved lodtrækning.
§ 8 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, hvis Sekretariatet finder det nødvendigt, og skal afholdes hvis mindst halvdelen af medlemmerne skriftligt fremsætter begrundet anmodning overfor Sekretariatet. I sidstnævnte tilfælde skal Sekretariatet afholde generalforsamlingen senest 4 uger efter at anmodningen er modtaget.
Stk. 2 Indkaldelse sker under samme betingelser som ved § 7, stk. 3.
§ 9 Vedtægtændringer
Stk. 1 Vedtægtsændringer kræver et flertal på 2/3 af den ordinære eller ekstraordinære generalforsamlings fremmødte medlemmer.
Stk. 2 Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra vedtagelsen.
§ 10 Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1 Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af to personer fra Sekretariatet. Ved optagelse af lån og ved køb/salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af det samlede Sekretariat.
Stk. 2 Foreningen hæfter med sin egen formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller Sekretariat nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§ 11 Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2 Sekretariatet er ansvarlig over for generalforsamlingen for foreningens regnskab.
Stk. 3 Revisoren kontrollerer hvert halve år inden generalforsamlingen foreningens regnskab.
§ 12 Opløsning
Stk. 1 Opløsning af foreningen kan finde sted, når den er vedtaget med ¾ flertal af to på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst 30 dages mellemrum.
Stk. 2 Ved opløsning af foreningen overgår foreningens midler til almennyttige formål i foreningens ånd jf. §2.


