Mytomani

Anmeldelse

En stille, rystende ung kvinde går på scenen. Angiveligt for at spille ’Hvem kan segla forutan vind’ på en violin med to strenge. Forståeligt, hvis hun er nervøs. Og hun udskyder da også gang på gang nummeret med anekdoter om veninden, hun kalder ’Snehvide’. Om alle de vilde ting Snehvide har gjort, alle de kendte mennesker hun har haft sex med og hvordan hun har tabt 13 kilo og taget dem på igen – uden nogen opdagede det.

Performancestykket handler om mytomani. Mytomani er en sygelig trang til at fortælle opdigtede historier, hvilket man efter ganske kort tid ikke er i tvivl om at Snehvide er mester i.

Man er heller ikke i tvivl om at den unge kvinde på scenen ikke har meget tilovers for venindens trang til at lyve sig mere spændende end hun er. Der bliver ikke taget kærligt på mytomanernes problem og publikum griner mere af Snehvide end med hende. I starten føles forestillingen lidt som en ironisk distancetagen til et personligt problem, der måske er lettere at lave grin med, end at være ked af. Og da kunstneren på scenen fortæller, at hun ikke kender Snehvide falder brikkerne på plads. For hun har nemlig boet sammen med Snehvide og burde kende hende, men er hele tiden blevet holdt på afstand med løgne.

Og først dér går det op for en, at den unge kvinde har en reel grund til at tage fat i fænomenet mytomani, og ikke bare er faldet over noget, der er let at gøre grin med.

For grinet, det bliver der. Ofte og højt. Desværre har den unge kvinde, der tæsker rundt på scenen ofte også selv svært ved at holde masken. Og det forstyrrer hele illusionen af hende som karakter, der selv har følelser investeret i Snehvide og hendes løgne. Nogle gange minder hun mest af alt om en fuld tante til en familiefødselsdag, som ingen rigtig orker at afbryde.

Heldigvis er karakteren, der fortæller om sin veninde Snehvide, så karikeret nervøs og usikker, at det i hvert fald det første stykke tid godt kunne være et karaktertræk at hun grinede af sig selv. Og heldigvis har skuespilleren en rigtig god mimik, god betoning i sine kommentarer og en rigtig god fornemmelse af, hvor publikum er og hvad de gerne vil have.

Og så kan hun altså spille ’Hvem kan segla…’ på en violin med to strenge.

Ida Maria Forster Kristensen