Apr
30

Maria Ørndrup

By Marion  //  Anmeldelser QuongaFest 2010  //  No Comments

Anmeldelse

Ved de fleste cafékoncerter er der en konstant mumlen fra publikum, der nærmest skiftes til at lytte lidt til musikeren der spiller, og klapper høfligt mellem hvert nummer. Fredag eftermiddag var Maria Ørndrups cafékoncert undtagelsen der bekræftede reglen. For publikums opmærksomhed var kærligt rettet mod hende, da hun stod på den lille scene med en korsangerinde og en bassist, og vippede med de spidse sko, mens hun vendte hverdagens små og store, realistiske og eventyrlige situationer i ord og guitarspil.

Maria Ørndrup hører til den generation af unge, danske singer songwriters, der for alvor tog fart med Thomas Buttenschøn og blev fulgt ivrigt op af Sys Bjerre og Annika Aakjær. På samme måde som dem synger hun på dansk og om hverdagsting, men til forskel fra dem leger hun og hendes korsangerinde mere med musikken. De lavede flere gange en slags ’call and response’ hvor korsangerinden på den ene eller den anden måde efterlignede Marias sang – der i øvrigt er sikker og smuk. Det tilføjer musiksiden en uimodståelig finurlighed, varme og humor, der passer rigtig godt til genren.

Maria Ørndrups melodier fænger og muntrer op, og hendes tekster indbyder til eftertanke. Og hendes sang om ’Annabell’ kunne godt blive en ’Ugens Uundgåelige’ på P3.

Ida Maria Forster Kristensen

Leave a comment

You must be logged in to post a comment.

QuongaMail

Hvis du har lyst til at modtage QuongaMailen og dermed hele tiden være opdateret med de nyeste nyheder, er alt du skal gøre at sende en mail til os:
Quonga@Quonga.dk