Måltid

Anmeldelse

(OBS! Læs den ikke, hvis du endnu ikke har set stykket!)

Alene det, at man som publikum ikke bare bliver gennet ind på rækker af opstillede plasticstole for at se en forestilling, gør LabLabs Måltid til noget specielt. I grupper af ti bliver Quonga-deltagerne sendt til en typisk to-værelses lejlighed i Århus C. Man har på forhånd fået at vide, at man endelig ikke må sætte sig ved spisebordet, men at man ellers bare skal føle sig hjemme i stuen.

I løbet af de næste 45 minutter bliver de lidt tøvende publikummer fluer på væggen ved en middag for fem. Emma Gads barnebarn (at dømme ud fra hendes tanker om manerer, pli, bordpyntning og hvad man kan tillade sig, når man er inviteret på middag) er for nyligt flyttet til Århus og har inviteret to veninder på besøg i den lejlighed, hun har fremlejet – og på ingen måde er tilfreds med. Da alle fem har sat sig til bords, venter man som publikum på at finde ud af, hvorfor der er sådan en anstrengt stemning ved bordet. Det hjælper selvfølgelig ikke at værtinden er bitchy og den ene venindes nye kæreste bæller den dyre vin, men man kan mærke, at der i hvert fald er én, der har lig i lasten. Eller urent mel i posen. Eller noget med nogle ugler i en mose.

Nogen egentlig forløsning får man ikke, og den helt tilspidsede situation, der truer med at sprænge høflighedens rammer, som alle hidtil har været underlagt, udebliver. Desværre. Men man er godt underholdt og får nogle gange lyst til at blande sig i samtalen omkring spisebordet. Eller snuppe sig et glas vin og en portion gullaschsuppe.

Derudover kan man som publikum identificere sig med en eller flere af personerne omkring bordet, som giver oplevelsen en ekstra dimension, udover den specielle ’scene’. For man føler virkelig, at det ikke er fem (spirende) skuespillere, der sidder om bordet, men at det er personer med en reel relation til hinanden. Og hvis man ikke synes at kunne kende sig selv i enten pernittengrynet, den håbløse romantiker, løgnhalsen eller en af de andre, så har man med garanti en ven, den givne karakter kunne være hentet fra.

Den personlige identifikation og det at sidde ’i nogens lejlighed’ gør Måltid til en helt speciel oplevelse. De troværdige, hurtige og sjove skuespillere gør det mindeværdigt. Og at se det stridslystne par kramme hinanden uden for lejligheden er prikken over i’et.

Ida Maria Forster Kristensen