Det Sorte Cirkus

Anmeldelse

Efter en musikalsk regnbyge, der brat afsluttes efter en larmende storm, åbner en kvinde en lille spilledåse og slipper forsigtigt et mystisk, musisk univers ud i det stille, sorte rum. Forstærkeren brummer, spilledåsen spiller tøvende det første af ”Amacing Grace” og publikum holder vejret. Den næste time føres publikum igennem afkrogene af en ung kvindes sind, holdt i hånden af sikkert fremført musik og et afbalanceret, mystisk univers. Nogenlunde sådan var scenen sat, da Det Sorte Cirkus torsdag aften med Lise Dres i spidsen foldede sig ud på Katapult.

Umiddelbart er Det Store Cirkus banal hverdagslyrik pakket ind i og opvejet af et fantastisk og mystisk lydunivers, der er helt gennemført og afbalanceret og i stor kontrast til teksten. Men i løbet af ganske kort tid i selskab med Lise Dres føler man sig tryllebundet af universet, hvor teksten pludselig fået meget større betydning end de ord, den er sat sammen af.

Sangteksterne skildrer ikke bare en ung kvindes op- og nedture i livet, men selve livets finurlighed, skrøbelighed og energi. Understreget af et par talte visdomsord om værdien af at leve i nuet.

Det musiske univers skal opleves. Det er oftest søgende og dystert, men søger også hen mod håbet og glæden. På samme måde spænder musikken på en time over at være meditativt rolig, løssluppen vred og drilsk ungpige-agtig.

Lise Dres har en fantastisk stemme. Lidt hæs og lidt luftig, som en slags ’slebet Anisette’, og hun formår at bruge hele spektret af sin stemme. Samtidig skiftevis smyger og vrider hun sig på scenen, utroligt elegant og ekspressivt. Det er svært at sige, om hun er en fe eller en heks. Måske et sted imellem? En ’Nattens Engel’, som hun selv synger om?

Efter en absolut velbrugt time i selskab med Det Sorte Cirkus, hvor Lise Dres både har sunget tårerne frem i øjnene på os og luften ud af vores lunger, lader hun igen spilledåsen spille nogle tøvende toner. Da de dør ud, lukker hun igen spilledåsen om det mystiske univers. Det enligt blafrende stearinlys pustes ud og igen hersker stilheden.

Ida Maria Forster Kristensen