Måltid

Anmeldelse

(OBS! Læs den ikke, hvis du endnu ikke har set stykket!)

Alene det, at man som publikum ikke bare bliver gennet ind på rækker af opstillede plasticstole for at se en forestilling, gør LabLabs Måltid til noget specielt. I grupper af ti bliver Quonga-deltagerne sendt til en typisk to-værelses lejlighed i Århus C. Man har på forhånd fået at vide, at man endelig ikke må sætte sig ved spisebordet, men at man ellers bare skal føle sig hjemme i stuen.

I løbet af de næste 45 minutter bliver de lidt tøvende publikummer fluer på væggen ved en middag for fem. Emma Gads barnebarn (at dømme ud fra hendes tanker om manerer, pli, bordpyntning og hvad man kan tillade sig, når man er inviteret på middag) er for nyligt flyttet til Århus og har inviteret to veninder på besøg i den lejlighed, hun har fremlejet – og på ingen måde er tilfreds med. Da alle fem har sat sig til bords, venter man som publikum på at finde ud af, hvorfor der er sådan en anstrengt stemning ved bordet. Det hjælper selvfølgelig ikke at værtinden er bitchy og den ene venindes nye kæreste bæller den dyre vin, men man kan mærke, at der i hvert fald er én, der har lig i lasten. Eller urent mel i posen. Eller noget med nogle ugler i en mose.

Nogen egentlig forløsning får man ikke, og den helt tilspidsede situation, der truer med at sprænge høflighedens rammer, som alle hidtil har været underlagt, udebliver. Desværre. Men man er godt underholdt og får nogle gange lyst til at blande sig i samtalen omkring spisebordet. Eller snuppe sig et glas vin og en portion gullaschsuppe.

Derudover kan man som publikum identificere sig med en eller flere af personerne omkring bordet, som giver oplevelsen en ekstra dimension, udover den specielle ’scene’. For man føler virkelig, at det ikke er fem (spirende) skuespillere, der sidder om bordet, men at det er personer med en reel relation til hinanden. Og hvis man ikke synes at kunne kende sig selv i enten pernittengrynet, den håbløse romantiker, løgnhalsen eller en af de andre, så har man med garanti en ven, den givne karakter kunne være hentet fra.

Den personlige identifikation og det at sidde ’i nogens lejlighed’ gør Måltid til en helt speciel oplevelse. De troværdige, hurtige og sjove skuespillere gør det mindeværdigt. Og at se det stridslystne par kramme hinanden uden for lejligheden er prikken over i’et.

Ida Maria Forster Kristensen

Mytomani

Anmeldelse

En stille, rystende ung kvinde går på scenen. Angiveligt for at spille ’Hvem kan segla forutan vind’ på en violin med to strenge. Forståeligt, hvis hun er nervøs. Og hun udskyder da også gang på gang nummeret med anekdoter om veninden, hun kalder ’Snehvide’. Om alle de vilde ting Snehvide har gjort, alle de kendte mennesker hun har haft sex med og hvordan hun har tabt 13 kilo og taget dem på igen – uden nogen opdagede det.

Performancestykket handler om mytomani. Mytomani er en sygelig trang til at fortælle opdigtede historier, hvilket man efter ganske kort tid ikke er i tvivl om at Snehvide er mester i.

Man er heller ikke i tvivl om at den unge kvinde på scenen ikke har meget tilovers for venindens trang til at lyve sig mere spændende end hun er. Der bliver ikke taget kærligt på mytomanernes problem og publikum griner mere af Snehvide end med hende. I starten føles forestillingen lidt som en ironisk distancetagen til et personligt problem, der måske er lettere at lave grin med, end at være ked af. Og da kunstneren på scenen fortæller, at hun ikke kender Snehvide falder brikkerne på plads. For hun har nemlig boet sammen med Snehvide og burde kende hende, men er hele tiden blevet holdt på afstand med løgne.

Og først dér går det op for en, at den unge kvinde har en reel grund til at tage fat i fænomenet mytomani, og ikke bare er faldet over noget, der er let at gøre grin med.

For grinet, det bliver der. Ofte og højt. Desværre har den unge kvinde, der tæsker rundt på scenen ofte også selv svært ved at holde masken. Og det forstyrrer hele illusionen af hende som karakter, der selv har følelser investeret i Snehvide og hendes løgne. Nogle gange minder hun mest af alt om en fuld tante til en familiefødselsdag, som ingen rigtig orker at afbryde.

Heldigvis er karakteren, der fortæller om sin veninde Snehvide, så karikeret nervøs og usikker, at det i hvert fald det første stykke tid godt kunne være et karaktertræk at hun grinede af sig selv. Og heldigvis har skuespilleren en rigtig god mimik, god betoning i sine kommentarer og en rigtig god fornemmelse af, hvor publikum er og hvad de gerne vil have.

Og så kan hun altså spille ’Hvem kan segla…’ på en violin med to strenge.

Ida Maria Forster Kristensen

Maria Ørndrup

Anmeldelse

Ved de fleste cafékoncerter er der en konstant mumlen fra publikum, der nærmest skiftes til at lytte lidt til musikeren der spiller, og klapper høfligt mellem hvert nummer. Fredag eftermiddag var Maria Ørndrups cafékoncert undtagelsen der bekræftede reglen. For publikums opmærksomhed var kærligt rettet mod hende, da hun stod på den lille scene med en korsangerinde og en bassist, og vippede med de spidse sko, mens hun vendte hverdagens små og store, realistiske og eventyrlige situationer i ord og guitarspil.

Maria Ørndrup hører til den generation af unge, danske singer songwriters, der for alvor tog fart med Thomas Buttenschøn og blev fulgt ivrigt op af Sys Bjerre og Annika Aakjær. På samme måde som dem synger hun på dansk og om hverdagsting, men til forskel fra dem leger hun og hendes korsangerinde mere med musikken. De lavede flere gange en slags ’call and response’ hvor korsangerinden på den ene eller den anden måde efterlignede Marias sang – der i øvrigt er sikker og smuk. Det tilføjer musiksiden en uimodståelig finurlighed, varme og humor, der passer rigtig godt til genren.

Maria Ørndrups melodier fænger og muntrer op, og hendes tekster indbyder til eftertanke. Og hendes sang om ’Annabell’ kunne godt blive en ’Ugens Uundgåelige’ på P3.

Ida Maria Forster Kristensen

Det Sorte Cirkus

Anmeldelse

Efter en musikalsk regnbyge, der brat afsluttes efter en larmende storm, åbner en kvinde en lille spilledåse og slipper forsigtigt et mystisk, musisk univers ud i det stille, sorte rum. Forstærkeren brummer, spilledåsen spiller tøvende det første af ”Amacing Grace” og publikum holder vejret. Den næste time føres publikum igennem afkrogene af en ung kvindes sind, holdt i hånden af sikkert fremført musik og et afbalanceret, mystisk univers. Nogenlunde sådan var scenen sat, da Det Sorte Cirkus torsdag aften med Lise Dres i spidsen foldede sig ud på Katapult.

Umiddelbart er Det Store Cirkus banal hverdagslyrik pakket ind i og opvejet af et fantastisk og mystisk lydunivers, der er helt gennemført og afbalanceret og i stor kontrast til teksten. Men i løbet af ganske kort tid i selskab med Lise Dres føler man sig tryllebundet af universet, hvor teksten pludselig fået meget større betydning end de ord, den er sat sammen af.

Sangteksterne skildrer ikke bare en ung kvindes op- og nedture i livet, men selve livets finurlighed, skrøbelighed og energi. Understreget af et par talte visdomsord om værdien af at leve i nuet.

Det musiske univers skal opleves. Det er oftest søgende og dystert, men søger også hen mod håbet og glæden. På samme måde spænder musikken på en time over at være meditativt rolig, løssluppen vred og drilsk ungpige-agtig.

Lise Dres har en fantastisk stemme. Lidt hæs og lidt luftig, som en slags ’slebet Anisette’, og hun formår at bruge hele spektret af sin stemme. Samtidig skiftevis smyger og vrider hun sig på scenen, utroligt elegant og ekspressivt. Det er svært at sige, om hun er en fe eller en heks. Måske et sted imellem? En ’Nattens Engel’, som hun selv synger om?

Efter en absolut velbrugt time i selskab med Det Sorte Cirkus, hvor Lise Dres både har sunget tårerne frem i øjnene på os og luften ud af vores lunger, lader hun igen spilledåsen spille nogle tøvende toner. Da de dør ud, lukker hun igen spilledåsen om det mystiske univers. Det enligt blafrende stearinlys pustes ud og igen hersker stilheden.

Ida Maria Forster Kristensen

Hvorfor krydsede feministen vejen? Scener fra et par forhold

Anmeldelse

Fire karakterer, tre skuespillere, to parforhold og én scene. Hvordan fungerer parforhold i dagens Danmark? Har kvinderne fået for meget magt? Er det vores partners skyld, når vi har det dårligt? Spørgsmålene er mange og rollerne ridset næsten ulideligt tydeligt op, når Teaterkollektivet HoiT går på scenen med stykket ’Hvorfor krydsede feministen vejen? Scener fra et par forhold’. Stykket kredser om problemerne ved at finde fælles fodfæste i et forhold, hvor der er plads til alle. Kvinder, mænd og pomo-seksuelle. Altså ’postmoderne seksuelle’.

På scenen møder vi to par; Andreas, der har en depression, forstoppelse og seksuelle problemer, og som synes hans kæreste Eva er en kælling. Det andet par består af Andreas’ ven Bjarke, der elsker sin kæreste Freja, selv om hun sommetider tager ham med en strap-on. Andreas har meget travlt med at overbevise Bjarke om hvor dårligt Freja behandler ham, mens Bjarke synes at have accepteret vilkårene hans kæreste har bestemt. Det bliver hurtigt tydeligt, at Andreas’ forsøg på at få sin ven til at mande sig op og sige fra, i virkeligheden underbevidst er rettet mod ham selv.

Derfor er det også ærgerligt, at et så samtidsrelevant og spændende emne, som at finde balancen mellem kønnene i et parforhold, bliver alt for karikeret ved at både Eva og Freja er nogle kolde, beregnende, manipulerende, kontrolfikserede, og – bevares – veltalende og intelligente kællinger, mens én mand er fanden i voldsk og oprørsk, og den anden er underkuet og svag. Det kunne sagtens være sagt med mindre. Selv om den underkuede og svage viser sig at have mest nosser til sidst.

De tre skuespillere formår at bruge scenen rigtig godt. Deres eneste rekvisit er et toilet på hjul, der blandt andet fungerer som toilet, restaurantbord og opbevaringskasse for en dildo. Under mændenes samtale om deres kærester og forhold indikerer et skarpt lysskifte, om det der foregår på scenen, foregår i samtalen mellem de to venner, eller der hvor samtaleemnet har sin oprindelse – i forholdet. Det fungerer også rigtig godt og holder tempoet højt i fortællingen og interessen ved lige. Generaliseringerne af kønnene og den bramfri tone på scenen indbyder til jævnlige grin, og gør, at man føler sig underholdt og i godt selskab.  

Ida Maria Forster Kristensen

Quonga-åbningsceremoni og The Puppet State

Anmeldelse

I et hav af farver – orange og sort hovedsageligt – blev årets Quongafest skudt i gang i går, den 29. april 2010. Festen blev åbnet på Store Torv, hvor gruppen Zamok, der nok er festivallens mest internationale indslag, opførte det groteske gadestykke The Puppet State om penge, magt, fattigdom og vist også lidt om kærlighed. Gruppen havde en del udfordringer. Bl.a. at meget af dialogen gik tabt for publikum, da det enten ikke var på dansk, druknede i Store Torvs støj, eller endelig at de kæmpede med domkirkens kimen det sidste kvarter af forestillingen. Men karaktererne var rigtig gode, gennemførte og fik i højeste grad publikum med. Både til at råbe med på tilråb, grine og byde på den mand, klædt ud som en ko, der var blevet sat på auktion.

Efter endt forestilling, da ”til salg-hatten” blev givet videre til ham, der før var øverst i hierarkiet, førte gruppen Zamok de mange sammenstimlede publikummer fra Store Torv til Rosenteatret, med store armbevægelser og monotone trommeslag.

I Rosenteatrets lille sal var alt sort og orange. De blafrende stearinlys, krusene med Asti i, pynten i loftet og selv småkagerne der stod fordelt på bordene havde ’orange’ i. Efter Zamoks gadekunstnere havde ledt alle ind i teatret, fik alle de tilstedeværende grupper lov til at give en lille live-teaser for deres stykke. Indslagene spændte bredt. Fra en mand på et toilet, der blev rullet ind på scenen, råbte ”Kan du da for helvede ikke fatte at jeg skider?” og blev rullet ud igen – til en bleg kvinde indhyllet i hvidt, der ledte tankerne hen på Draculas brud, der uden et ord, men med uhyggelige smil, der blottede hendes rådne tænder, smygede sig fra scenen ned gennem publikum, mens hun delte roser ud. På roserne var en lille seddel hængt fast, hvorpå der stod ”Please be quiet. I am trying to die.”

Inden festivalen bogstaveligt talt blev skudt i gang med en bordbombe på scenekanten, faldt catch frases fra de forskellige stykker som ”Nu har jeg ikke nogen dør,” ”Hvor er det dejligt, I ville blive hængende,” og ”Det har wåt møj sjaw.”

Fascinerede, tændte og i højt humør forlod publikum Rosenteatret og spredtes for at tage del i – og skabe – Quonga.

Ida Maria Forster Kristensen

QuongaFest 2010 nu!

Så er årets QuongaFest lige om hjørnet!

Allerede på torsdag går det løs, med en masse fest og ballade! Hvis du endnu ikke har set programmet eller bestilt billetter til forestillingerne er det heldigvis stadig muligt her på siden! Slå dig løs, og glæd dig til en fantastisk festival!

Programmet for årets åbnings ceremoni er som følger:
Klokken 17.40 til 18.40 spiller den internationale teatertrup Zamok forestillingen The Puppet State på Store Torv. Herefter vil vi i fælles flok gå til Rosenteatret hvor årets festival vil blive åbnet med velkomsttale og præsentation af festivalens udbud af musik, teater og film. Hurra!

På vejene af alle de frivillige, samt QuongaFests arrangør gruppe, byder jeg jer velkommen og forsikrer jer om, at vi glæder os til 3 dage med en masse teater, musik og glade mennesker!

Ps.  Karen har stadig ikke hørt fra Mads’ far. Kender du ham, eller har en idé om hvem det kunne være, så smid en kommentar her på siden, så lader vi beskeden gå videre!

Danseforestilling på Archauz

Quonga medlemmer inviteres til ‘Twilight of the Oceans’

‘Twilight of the Oceans’ er en danseforestilling af Daniel Léveillé til musik af Beethoven, der spiller kun 1 aften:
Lørdag den 24. April kl.20 på Archauz.

Oplev 4 mænd og to kvinder der danser intenst i meget lidt eller slet intet tøj i en atletisk og poetisk fortælling, som bliver hængene på nethinden længe efter. “… en lækkerbisken for en croquis tegner…” og “…  dansere angriber hver en bevægelse, som et dyr ville angribe sit bytte, fuldstændig opslugt i bevægelsen…”.
Billetbestilling: Oplys om denne mail når du bestiller: Tlf. 8693 0009 eller på mail: mail@archauz.dk

Bemærk normalpris 250 kr. din/jeres pris 70 kr.

Med venlig hilsen
Archauz

Oppenheimers Eftermiddag 2010

Kære alle kreative og kunstudøvende mennesker

Går du med en lille digter, tryllekunstner, moderne danser eller lignende i maven, har du nu muligheden for at ansøge om at blive ‘mellem-act’ på Oppenheimers Eftermiddag 2010. Din performance må max. være 15 min. langt, da det skal fungere som kunstnerisk indslag i pauserne på Voxhalls store scene.
Send en ansøgning med beskrivelse af dit act til: oppenheimerseftermiddag@gmail.com

Har følgende vækket din interesse, så læs mere i vedhæftede pdf-fil.

Deadline for “mellem-act” ansøgning: 12. maj

Oppenheimers Eftermiddag 2010: 21. august

DATS Teaterkursus

Vi vil gerne invitere Quongas medlemmer til:

Teaterkurset 2010 – En teater–forestillingen bliver til.

En forrygende uge med workshops indenfor instruktion, skuespil, kostumer, scenografi og lys.

På Østhimmerlands Ungdomsskole fra d. 1. til d. 7. juli

Pris for DATS medlemmer for hele ugen incl. kost og logi kun kr. 2.400.

Tilmelding og mere info på www.dats.dk